Kroniken i politiken/onsdag 26.februar 1997
Fordomme om narkomaner
af Karen Ellen Spannow
For narkomaner opfattes dialogen med deres behandlere som et hovedproblem. Og for behandlere er dialogen med narkomaner umulig, fordi de opfattes som totalt centrerede om deres stofbrug og derfor hinsides fornuftig samtale. Etnografen Karen Ellen Spannow har undersøgt denne kommunikationskløft.
I en række interview, som jeg har lavet med narkomaner i metadonbehandling, har det slået mig, at de næsten alle opfatter dialogen med systemet (mere konkret behandlere, læger, socialrådgivere m.m.) som et af deres hovedproblemer. De føler sig overhørte, patroniserede og presset ud i søforklaringer. Derudover klager mange over, at de bliver snydt, forbigået og svigtet. Disse klager kan antage en patetisk eller vred tone, afhængig af om den pågældende har opgivet at gøre sig gældende over for systemet eller stadig forsøger at blive set, hørt og hjulpet.
Samstemmende med disse klager er jeg stødt på adskillige repræsentanter for systemet, der åbent har givet udtryk for, at en ægte dialog med narkomaner er vanskelig, for ikke at sige umulig. De angiver flere grunde til dette. Stofferne påvirker folk, så der ikke kan tales fornuftigt. Narkomaner lyver og beklager sig altid. Narkomaner er udelukkende centrerede om deres stofbrug og lukker derfor af for alt andet. Narkomaner har en fælles mentalitet, som på afgørende vis adskiller dem fra andre mennesker, ja, er måske netop ikke rigtig menneskelige, og derfor kan en dialog først indledes, når og hvis stofindtagelsen ophører. Den mest ekstreme begrundelse, som jeg er stødt på, er, at hvis man behandler narkomaner som ligeværdige samtalepartnere, så gør man livet på junk alt for nemt. Narkomaner skal hele tiden presses og ydmyges for at indse, at stoffrihed er svaret på alle deres problemer.
Der er tale om en række komplementære fordomme, der reproduceres i en tilsyneladende uendelig ond cirkel. Begge parter er i høj grad fikseret i deres respektive opfattelser af hinanden og utilbøjelige til at flytte sig og komme modparten i møde. Til vanskelighederne kommer, at de i systemet herskende fordomme om narkomaner i vid udstrækning deles af narkomanerne selv, således at flere af de interviewede bruger meget tid på at forklare, at netop deres adfærd må anskues som forskellig fra alle de andre narkomaners. Mens den enkelte narkoman således har vanskeligt ved at få sig selv til at passe ind i de stereotyper, som systemet ofte handler ud fra, stiller de sjældnere spørgsmålstegn ved, om de andre narkomaner gør det.
Denne individualisering af problemerne kunne måske imødegås, hvis der var bedre kommunikation og sammenhold mellem narkomanerne omkring deres fælles problemer vis á vis systemet. De to foreninger for aktive narkomaner, der inden for de sidste to-tre år er dannet i Danmark, kan anskues som et konstruktivt forsøg i den retning. Den ene forening er placeret i Århus og hedder StRis (Stofmisbrugeres Rettigheder I Samfundet) og den anden i København og hedder Brugerforeningen. Det er i et vist omfang lykkedes begge foreninger at komme til orde i pressen, og der er så småt ved at danne sig præcedens for, at repræsentanter fra disse foreninger hører til den kreds journalister kan indhente kommentarer fra, når der er debat om narkotikarelaterede spørgsmål i medierne.
Sådanne brugerforeninger for narkomaner har længe fungeret i en lang række andre lande, ofte båret af protest mod behandling og narkotikapolitik, som har været skadelig for stofmisbrugerne. De fleste af disse foreninger er dannet i kølvandet på erkendelsen af, at HIV ikke kun var noget, der ramte homoseksuelle mænd, og flere af dem har især været aktive for at begrænse skaderne af stofmisbrug ved oplysning og forskellige harm reduktion tiltag.
AIDS spiller i relation til de danske foreninger en perifer rolle, selv om spørgsmålet naturligvis inddrages især i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt fængslede narkomaner kan tildeles rene sprøjter.
For de danske brugerforeninger er det centrale spørgsmålet om afkriminalisering af narkotikabrug, og i den forbindelse er de også meget optaget af, dels hvordan dialogen mellem narkomaner og system kan forbedres, og dels af at ændre de herskende fordomme om narkomani og narkomaner.
BrugerForeningen i København tog i juni 1996 et konkret skridt for at forbedre dialogen mellem system og brugere ved at invitere til en en-dagskonference på færgen Sjælland, der ligger ankret op i det indre København. Konferencen, hvis overskrift var "Narkolivet år 2000 og brugernes medindflydelse", var slået stort og professionelt op med præsentation af foreningen ved formanden og oplægsholdere fra mange professionelle hjørner af narkotikaproblematikken.
Til konferencen bad BrugerForeningen mig om at lave et lille oplæg i workshoppen om forskning. Et af de spørgsmål, jeg blev bedt om at tage stilling til, var hvilken forskning, der har været relevant og givet positive resultater for narkomanerne. Min umiddelbare reaktion var, at i og med at ingen forskning (mig bekendt) er brugerdefineret, så må man gå ud fra, at pågående forskning i narkomani generelt er til større gavn for systemet end for brugerne.
Men det medførte også overvejelser om, hvorvidt der i den antropologiske forskning kan hentes godbidder, som er brugervenlige, eller analytiske tilgange, som kan lægge teoretisk vægt bag de strategier foreningen bruger, og give dem bedre argumenter på hånden for de ændringer af bruger-system kommunikationen, som de arbejder for.
En indlysende mulighed er analyser og eksponering af, på hvilke præmisser fordomme om narkomaner har dannet sig, eller med andre ord en teorihistorisk betonet optrevling af fordommenes oprindelse. En sådan analyse er fordelagtig inden for humanistisk videnskab, fordi det i sidste instans bliver ganske klart, at det, der fremstår som videnskabelige fakta, i virkeligheden er andre menneskers mere eller mindre vellykkede forsøg på at finde forklaringer og sammenhænge.
Det er en almindelig udbredt opfattelse, at rationalitet og brugen af narkotiske stoffer er to størrelser, der udelukker hinanden, således at den rationelle og underforstået fornuftige ikke vil bruge narkotika, og den, der bruger narkotika, ikke kan være rationel eller fornuftig. Opfattelsen bygger på en meget kategorisk antologi og en særdeles etnocentrisk opfattelse af, hvad rationalitet er, og hvis problematikken anskues ud fra en faglig antropologisk synsvinkel, må man nødvendigvis komme frem til en helt anden konklusion.
For det er ikke så svært at spore oprindelsen til denne opfattelse. Der går en direkte linie tilbage til Oplysningstiden, hvor man f.eks. kan fremhæve Antoine Nicolas Condorcets (1743-94) forestillinger om fremskridt og udvikling hen imod "fornuftens herredømme". En teori som siden udgjorde en del af grundlaget for Auguste Comtes (1798-1857) positivistiske teori om tre stadier i den samfundsmæssige udvikling med rationaliteten og fornuften som rosinerne i pølseenden. Uden at anfægte at en udvikling har fundet sted, så er det ganske klart, at denne udvikling ikke lader sig afbilde i stigende grader af rationalitet og fornuft, al den stund at ufornuft og irrationalitet, ganske vist afhængigt af, hvem der vurderer, synes at være konstant nærværende.
I overensstemmelse med denne bittersøde erkendelse er den franske antropolog Maurice Godelier én af mange, når han i bogen "Rationality and Irrationality in Economics" (1972) konsekvent afviser at anerkende oplysningstidens universelle rationalitetsbegreb, som bygger på en spekulativ frit i luften svævende definition. Om en handling er rationel eller ej kan kun afgøres ved at se handlingen ud fra de sociale strukturer, den indgår i. Hermed viderefører han i en vis udstrækning de relativistiske tanker som den polsk-amerikanske antropolog Franz Boas (1858-1942) gjorde sig, men fastholder dog, i modsætning til de relativistiske teoretikere, at de socio-økonomiske grundbetingelser i sidste ende har afgørende indflydelse på, hvilken type af rationalitet, der er fremherskende.
Det er altså især relativisterne med Ruth Benedict (1887-1948) og Margaret Mead (1901-1978), begge studerende hos Franz Boas, blande de mest kendte, der har fortjenesten af at vælte forestillingen om en universel rationalitet.
De påpegede, at rationalitet blev kulturelt defineret, eller med et nyere udtryk konstrueret, således at det, der udefra kunne se ud til at være det rene volapyk, i sin egen sammenhæng kunne opfattes som fornuftigt og målrettet. Når en indiansk regnmager danser rundt eventuelt beruset af psykoaktive stoffer, så er det rationelt nok, fordi han/hun, og den befolkningsgruppe de tilhører, tror, at dansen vil få mørke regnskyer til at samle sig over de tørre marker.
Når en barnløs pakistansk kvinde binder en lille stump stof fast til en bestemt moskés vinduestremmer, kan det ligeledes anskues som en rational handling, fordi hun er overbevist om, at denne gestus vil føre til graviditet. Når en narkoman pusher stoffer for at få midler til eget forbrug er der også en situationsbetinget rationalitet på spil.
Mens teorierne om relativisme således kan hjælpe til at få forståelse for handlinger, der foretages på andre socio-kulturelle præmisser, kan de i og for sig ikke bidrage til forbedring af kommunikationen med "de andre". Tværtimod kan relativismens eftertryk på kulturforskelle og fraværet af universelle kategorier medføre yderligere vanskeligheder med kommunikationen, for hvordan skal man nå frem til ligeværdig samtale på tværs af uoverstigelige kulturelle barrierer?
Begrebet subkultur, som ofte anvendes til beskrivelse af stofmisbrugernes miljø, kan således være med til at rejse mure, hvor der burde bygges broer, og desuden tjene til at kamuflere socioøkonomiske årsager som den rene kultur.
En anden analytisk tilgang, den systemiske, som den fremlægges af den engelske antropolog Gregory Bateson, er i så henseende mere lovende. Batesons vigtigste pointe i relation til dialogen er, at det er i selve mødet mellem mennesker samværets kvalitative indhold tager form. Han imødegår således tanken om, at det er essentielle egenskaber i mennesker, som gør udslaget.
Hvis vi vender tilbage til de almindeligt forekommende fordomme om narkomaner indebærer Batesons teori, at aggressivitet, løgnagtighed eller andre karakteristika ikke udelukkende kan henvises til en plads inde bag narkomanernes pander eller i deres gener, men også må ses som noget, der træder i karakter i og med deres kontakt med systemets repræsentanter. Det væsentligste er, at denne analytiske tilgang lægger op til, at ikke bare narkomanen, men også systemet skal forandre sig, hvis løgnen, aggressiviteten, eller hvad der nu defineres som problemet, skal overvindes og give plads for en åben og ærlig dialog.
Den systemiske analyse står dermed i skarp modsætning til en funktionalistisk analyse, der næsten altid kommer til at lægge vægt på afvigerens tilpasning til systemet, ved at opfatte sanktioner som nødvendige for samfundets reproduktion. Normoverskridelser må i den funktionalistiske forståelse hele tiden imødegås for at samfundet ikke skal bryde sammen. Alligevel er der en enkelt funktionalistisk teori, som jeg mener kan kaste lys ikke blot over uligheden i relationerne og den forkrampede dialog mellem narkoman og system, men også på et standende problem i velfærdsstaten. Det drejer sig om den franske antropolog Marcel Mauss´ undersøgelse af gavens betydning i det sociale samspil, som første gang blev udgivet i 1925.Udgangspunktet for Mauss er, at selv om gaven i princippet er frivillig, spontan og ubetinget, så er den også ledsaget af en indbygget forventning om gengæld. Mauss undersøger konkret gavegivning i primitive samfund, men mener, at dette forhold vedrørende gaver er universelt, og i hvert fald vil de fleste af os nikke genkendende til fornemmelsen af at "skylde".
Hvis modtageren ikke er i stand til at gengælde gaven, så opstår der et problem med ligeværdigheden mellem de to parter. Forbliver man i alle relationer modtager uden at være giver, kommer man til at indtage en permanent underlegen position. Kun mellem ligemænd kan samtalen foregå i frihed for begge parter. Hvis den ene par har magten , så er dialogen på forhånd dømt til at blive trukket skæv og i værste fald udvikle sig til en enetale og give anledning til udvikling af patriarkalsk omklamring og bedreviden.
Det ulige forhold kan således medføre, at giveren "tager sig betalt" på anden vis, og forventer at skyldneren udviser ydmyghed og efterrettelighed samt utvetydigt accepterer, at det er giveren, der har magten og æren. Eftersom mange narkomaner lever af overførselsindkomster, kan der være en sammenhæng mellem deres modtagerstatus og fornemmelsen af ikke at blive hørt, eller ligefrem at skulle fedte for systemets repræsentanter for at komme til orde.
Det farlige i denne forklaring er, at den åbner op for en liberal politisk fortolkning i retning af, at alle på overførselsindkomst for deres værdigheds skyld skal klare sig selv. Hvor rigtigt det end kan ringe i ørene på folk, der er trætte af at betale skat, indebærer det en negligering af, at der i ethvert samfund er mennesker, der af forskellige gode grunde ikke kan klare sig selv økonomisk og at de i hvert fald er magtesløse overfor de internationale konjunkturer, som styrer foretagendet i en fri markedsøkonomi.
Mens det kan være underholdende - i det mindste for en selv - at shoppe rundt i antropologiske teorier efter forklaringer og strategier er det nu næppe det, der vil flytte forestillingen om, at indtagelsen af stoffer skaber så store forandringer i brugerne, at de ikke kan samtales med. Til nedbrydning af fordomme er uforpligtende møder og samtaler uovertruffent, og det har man privilegeret adgang til som forsker, fordi det ikke er blandt ens opgaver at intervenere og forandre, men at registrere og lære. De erfaringer fra interviews med aktive narkomaner, jeg har, er at en del bliver endog påfaldende lidt påvirkede af de stoffer, de indtager selv om det drejer sig om ganske store doser. Når der er opnået et tolerancenivaeu og narkomanen selv ved, hvad der skal til for at holde abstinenserne fra livet, og har mulighed for at sikre stabile og ensartede forsyninger af stof, så behøver de ikke at være spor påvirkede, uanset at de af hensyn til abstinenser er nødt til at tage en høj daglig dosis. Heller ikke fast metadondosis gør i sig selv noget ved folk, der gør dem mindre klare i hovedet eller mindre i stand til at træffe beslutninger og fungere almindeligt. Noget andet er, at der er en ganske stor gruppe, der i det mindste indimellem tager stoffer for at beruse sig, ikke for at blive abstinensfrie, og så vil de naturligvis være påvirkede.
Men den vigtigste årsag til, at stofmisbrugerne ikke altid tages alvorligt som samtalepartnere, er selve forestillingen om, at de egenskaber, stofferne har, bringer brugeren hinsides fornuften. Denne forestilling næres ikke mindst af behandlere og klienter i stoffri behandling og de eks-brugere, som stadig er fikseret i stofproblematikken, om end de er befriet for deres stofafhængighed.
Der er talrige eksempler på, hvordan denne tro gennemtrænger selv kritisk tænkende mennesker, der ved noget om narkotika. I et in memoriam for John Watters, der var en velkendt person inden for harm reduction og AIDS-bekæmpelse i USA, reflekterer en kollega (Ernest Drucker) over den forlegenhed, der griber mennesker, når de konfronteres med, at nogen i deres omgangskreds eller arbejdscirkler er på stoffer. For John Watters døde af en overdosis, selv om mange, der kendte ham, end ikke anede, at han brugte stoffer. Meddelelsen om dødsårsagen fremkaldte vantro, for kendte de ikke allesammen Watters som den rationelle og dygtige læge, der som specialist havde taget en lang række vigtige initiativer for at begrænse udbredelsen af HIV blandt narkomaner? Det er helt åbenbart svært for de fleste at forene tanken om faglig dygtighed og kompetence med brugen af stoffer. Dette viser sig også i den især amerikanske forkærlighed for at teste de ansattes urin for stoffer og reagere prompte med fyringer, hvis der er positive fund.
Retrospektivt må den omfattende viden, som Watters havde om stofmiljøet, og som medførte, at hans ideer til harm reduction fungerede, forklares netop af den omstændighed, at han havde personlige erfaringer og forstod at bruge dem. Der er mange andre eksempler på narkomaner, der på kreativ vis har formået at anvende deres personlige erfaringer, så de har kunnet lære andre narkomaner sikrer metoder til stofbrug, som alligevel under alle omstændigheder ville finde sted.
Vejen til en bedre dialog og mere brugerindflydelse går gennem gensidighed. Ingen bruger af en hvilken som helst offentlig service, som ønsker indflydelse på, hvordan den udformes, kan nøjes med at se sagen fra deres egen side. De må også argumentere for, hvorledes forandringer kan gavne systemet. En kommunikationsbro skal bygges op med bidrag fra begge sider. For narkomanerne er det vigtigt, at de bliver klar over, at de selv må komme med kvalificerede bud på, hvordan de oplevede problemer med stofbrug - både deres egne og samfundets - kan løses. For systemets repræsentanter er det vigtigt, at de opgiver opfattelsen af, at de altid ved bedre og giver sig tid til at lytte og overveje modpartens argumenter, og at de opfører sig som samarbejdspartnerer snarer end som alvidende forældre.
Kun en ligeværdig samtale kan føre til gode kompromiser, hvor samfundets ret til at lægge restriktioner på salg og distribution af visse varer, som de overordnet betragter som skadelige for samfundet, hvad enten det drejer sig om giftstoffer, våben eller narkotika, respekteres samtidig med, at der gives plads for rimelige undtagelser, så mindre gruppers særlige problemer kan løses på udramatisk og humanistisk vis.
Karen Ellen Spannow
